Demensudredning

Hvad er Demensudredning?

Demensudredning er en undersøgelse af, om hukommelsesproblemer eller ændringer i adfærd kan skyldes demens eller noget andet.

Formålet er at finde årsagen til symptomerne, så den rette støtte, behandling og plan kan sættes i gang.

Hvad betyder det i praksis?

I praksis starter demensudredning ofte hos egen læge. Lægen kan spørge ind til symptomer, lave enkle tests, tage blodprøver og vurdere, om der er behov for henvisning til en hukommelsesklinik eller specialist.

Udredningen kan også omfatte scanning, samtaler med pårørende og vurdering af daglig funktion.

Det kan for eksempel handle om:

• hukommelsestest og samtaler
• blodprøver og medicingennemgang
• vurdering af daglig funktion
• eventuel henvisning til hukommelsesklinik

Hvordan opleves demensudredning?

For den ældre kan udredning føles utrygt. Mange frygter svaret eller oplever det som kritik, når familien nævner hukommelsen.

For pårørende kan udredning give mere klarhed. Det kan være lettere at hjælpe, når man ved, hvad ændringerne skyldes.

Hvad skal man være opmærksom på?

Det er vigtigt at søge læge, hvis hukommelsesproblemer, forvirring eller ændret adfærd begynder at påvirke hverdagen.

Ikke alle hukommelsesproblemer skyldes demens. Stress, depression, medicin, infektion, søvnproblemer eller anden sygdom kan også spille ind.

Hvordan kan pårørende hjælpe?

Pårørende kan hjælpe ved at beskrive konkrete ændringer over tid. Hvad er anderledes? Hvornår begyndte det? Og hvordan påvirker det hverdagen?

Det kan være en stor hjælp i udredningen, fordi personen selv ikke altid kan huske eller vurdere ændringerne.

Hvad kan pårørende gøre?

Når demensudredning fylder i hverdagen, kan pårørende hjælpe ved at beskrive de konkrete ændringer, de ser. Det kan være ændringer i hukommelse, appetit, søvn, uro, orientering, bevægelse eller evnen til at klare almindelige rutiner.

Det er ofte mere brugbart at fortælle om eksempler fra hverdagen end kun at sige, at man er bekymret. En læge, visitator eller anden fagperson kan bedre vurdere behovet, når situationerne bliver konkrete.

Samtidig er det vigtigt at tale med den ældre på en rolig måde. Mange reagerer med modstand, hvis hjælp bliver præsenteret som et tab af selvstændighed. Derfor kan det være lettere at starte med det, der giver mest tryghed her og nu.

Som pårørende kan man begynde med at:

• skrive ændringer ned over tid
• notere hvornår på dagen problemerne opstår
• spørge læge eller kommune, hvis bekymringen vokser
• skabe faste rutiner og undgå for mange skift

Hvordan kan hverdagen gøres mere tryg?

Mange sygdoms- og demensforløb bliver lettere at håndtere, når hverdagen er genkendelig. Faste tidspunkter for måltider, medicin, hvile og besøg kan give mere ro, fordi den ældre ikke hele tiden skal forholde sig til nye aftaler.

Tryghed handler også om mennesker. Hvis der kommer hjælp i hjemmet, kan faste hjælpere gøre en stor forskel, fordi relationen får tid til at blive kendt. Det kan mindske utryghed, uro og modstand mod hjælp.

Det er ikke altid de store løsninger, der virker bedst. Nogle gange er det en tydelig dagsplan, ro omkring morgenrutinen eller hjælp til det sværeste tidspunkt på døgnet, der får hverdagen til at hænge sammen.

Hvornår skal man søge faglig hjælp?

Man bør søge faglig hjælp, hvis den ældres situation påvirker deres sikkerhed, ernæring, medicin, søvn, personlig pleje eller evnen til at være alene i hjemmet. Det gælder også, hvis symptomerne ændrer sig hurtigt.

Akutte ændringer som pludselig forvirring, fald, feber, dehydrering, ny uro eller markant træthed skal tages alvorligt. Her kan der være behov for lægelig vurdering, og pårørende skal ikke stå alene med ansvaret.

Hvis behovet ikke er akut, kan familien stadig have glæde af at samle observationer og tage en rolig samtale om næste skridt. Det kan være kontakt til egen læge, kommunen eller en privat plejeleverandør.

Hvorfor er det vigtigt at reagere i tide?

Når demensudredning begynder at påvirke hverdagen, kan det være fristende at vente og se tiden an. Men små tegn kan udvikle sig, hvis der ikke bliver skabt støtte omkring dem.

Tidlig hjælp behøver ikke være omfattende. Ofte handler det om at sætte ind med den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt, så hverdagen ikke først skal bryde sammen, før der sker noget.

Det giver også mere ro for de pårørende. Når familien ved, hvem der gør hvad, og hvornår der skal følges op, bliver det lettere at være nærværende i stedet for hele tiden at være på forkant med næste problem.