ADL (Aktiviteter i dagligdagen)

Hvad er ADL (Aktiviteter i dagligdagen)?

ADL står for aktiviteter i dagligdagen. Det bruges til at beskrive, hvad en person selv kan klare i hverdagen, og hvor der er behov for hjælp.

Begrebet bruges ofte af fagpersoner, når de vurderer funktionsevne, hjemmehjælp, rehabilitering eller behov for pleje.

Hvad betyder det i praksis?

I praksis handler ADL om helt almindelige opgaver som at spise, vaske sig, tage tøj på, komme på toilettet, bevæge sig rundt og klare praktiske gøremål.

Når en ældre får sværere ved ADL, kan det være et tegn på, at der er brug for støtte, hjælpemidler eller træning.

Det kan for eksempel handle om:

• bad og personlig hygiejne
• påklædning og toiletbesøg
• måltider og medicinrutiner
• mobilitet og praktiske opgaver

Hvordan opleves adl (aktiviteter i dagligdagen)?

For den ældre kan det være svært at miste evnen til opgaver, der før var selvfølgelige. Det kan føles som tab af selvstændighed.

For pårørende kan ADL give et mere konkret sprog for bekymringen. I stedet for at sige ‘mor klarer sig dårligt’, kan man beskrive præcis, hvad der er svært.

Hvad skal man være opmærksom på?

Det er vigtigt at se på, hvad personen kan klare sikkert og værdigt. Nogle kan klare opgaven, men bruger al deres energi på den.

Hvis ADL ændrer sig pludseligt, bør man være opmærksom på sygdom, medicin, smerter eller anden årsag.

Hvordan bruges ADL i vurdering af hjælp?

Kommunen eller fagpersoner kan bruge ADL til at vurdere, hvor der er behov for hjemmehjælp, rehabilitering eller hjælpemidler.

Jo mere konkret hverdagen beskrives, desto lettere er det at finde den rette støtte.

Hvordan finder man ud af behovet?

Når adl (aktiviteter i dagligdagen) begynder at fylde, kan det være svært at vide, om der er tale om et midlertidigt problem eller et mere fast behov. Derfor er det en god idé at se på hverdagen over flere dage.

Hvad fungerer stadig? Hvad er blevet sværere? Og hvornår bliver den ældre utryg, træt eller afhængig af hjælp fra andre? Svarene kan gøre det lettere at vælge den rigtige støtte.

Det er ofte bedre at starte med konkrete observationer end med en stor diskussion om, hvorvidt der er brug for hjælp. Mange ældre har lettere ved at tage imod støtte, når den knytter sig til en bestemt opgave.

Man kan for eksempel lægge mærke til:

• om måltider, væske eller medicin bliver glemt
• om aftaler og ture ud af hjemmet bliver sværere
• om der er øget risiko for fald eller forvirring
• om pårørende begynder at blive for pressede

Hvordan kan hjælpen planlægges?

Hjælp behøver ikke starte stort. For nogle er det nok med en fast aftale en eller to gange om ugen. For andre er der behov for daglig støtte, nattevagt eller en mere tryg opstart efter sygdom eller indlæggelse.

Det vigtigste er, at hjælpen passer til rytmen i hjemmet. Hvis morgenen er svær, giver morgenhjælp ofte mest mening. Hvis ensomhed fylder, kan social støtte eller ledsagelse være mere relevant end praktisk hjælp alene.

Når hjælpen bliver planlagt ud fra hverdagen, føles den ofte mindre indgribende. Den bliver en støtte til det liv, der allerede leves, frem for en stor forandring på en gang.

Hvad er et godt første skridt?

Et godt første skridt er at vælge en konkret situation, hvor hjælp kan give mere ro. Det kan være indkøb, måltider, en tur til lægen, aftentoilette, struktur i dagen eller tryghed om natten.

Når den første hjælp fungerer, kan familien bedre vurdere, om behovet skal justeres. Det giver en mere nænsom opstart og mindsker risikoen for, at hjælpen først kommer, når alle er pressede.

Hvorfor er det vigtigt at reagere i tide?

Når adl (aktiviteter i dagligdagen) begynder at påvirke hverdagen, kan det være fristende at vente og se tiden an. Men små tegn kan udvikle sig, hvis der ikke bliver skabt støtte omkring dem.

Tidlig hjælp behøver ikke være omfattende. Ofte handler det om at sætte ind med den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt, så hverdagen ikke først skal bryde sammen, før der sker noget.

Det giver også mere ro for de pårørende. Når familien ved, hvem der gør hvad, og hvornår der skal følges op, bliver det lettere at være nærværende i stedet for hele tiden at være på forkant med næste problem.