Pårørendebelastning

Hvad er Pårørendebelastning?

Pårørendebelastning er den belastning, der kan opstå, når man som pårørende over tid har ansvar for en ældre eller syg nærtstående.

Belastningen kan være praktisk, følelsesmæssig, økonomisk eller social. Ofte er den en blanding af mange små og store opgaver.

Hvad betyder det i praksis?

I praksis kan pårørendebelastning betyde, at man hele tiden er på vagt. Telefonen er aldrig rigtig slukket, og tankerne kredser om næste lægebesøg, medicin, indkøb, humør, fald eller kommunale aftaler.

Belastningen kan vokse langsomt. Derfor kan det være svært at opdage, hvor meget man faktisk bærer.

Det kan for eksempel handle om:

• koordinering og praktiske opgaver
• bekymring og ansvar
• manglende søvn eller pauser
• konflikter i familien eller dårlig samvittighed

Hvordan opleves pårørendebelastning?

For den pårørende kan belastningen føles som en konstant baggrundsstøj. Selv når man ikke er fysisk hos den ældre, er man mentalt optaget af situationen.

Nogle oplever også, at relationen ændrer sig. Man bliver mindre datter, søn eller ægtefælle og mere koordinator.

Hvad skal man være opmærksom på?

Det er vigtigt at tage tegn på belastning alvorligt. Hvis man mister overskud, sover dårligt, bliver irritabel eller føler sig fanget, er det tid til at dele ansvaret.

Pårørendebelastning kan forebygges bedre, hvis hjælpen kommer i tide.

Hvad kan man gøre som pårørende?

Start med at gøre opgaverne synlige. Skriv ned, hvad du gør i løbet af en uge, og hvilke opgaver der fylder mest.

Når opgaverne er konkrete, bliver det lettere at tale med familien, kommunen eller en privat hjælper om, hvad der kan deles.

Hvordan passer man på sig selv som pårørende?

Når pårørendebelastning bliver en del af hverdagen, handler det ikke kun om den ældre. Det handler også om den pårørende, der måske har taget ansvar gennem lang tid og gradvist har fået mindre plads til sit eget liv.

Mange pårørende vænner sig til at være til rådighed hele tiden. De tager telefonen, ordner praktiske ting, følger med til aftaler og bekymrer sig også, når de ikke er fysisk til stede.

Det kan føles forkert at bede om hjælp, men det er ikke et tegn på svigt. Tværtimod kan aflastning være det, der gør det muligt at blive ved med at være en god datter, søn, ægtefælle eller ven.

Et godt sted at starte kan være at:

• skrive ned hvilke opgaver der fylder mest
• afklare hvad man realistisk kan holde til
• dele ansvar med andre i familien, hvis det er muligt
• få fast aflastning, før man er helt brugt op

Hvornår bør man bede om hjælp?

Man bør bede om hjælp, når omsorgen begynder at koste søvn, arbejde, helbred, relationer eller livsglæde. Mange venter for længe, fordi de tænker, at de lige skal klare lidt mere.

Et vigtigt tegn er, hvis man bliver irritabel, ked af det eller føler skyld, selv når man gør sit bedste. Et andet tegn er, hvis man ikke længere kan lade op, fordi bekymringerne hele tiden følger med.

Hjælp kan være alt fra en fast aflastningsaftale til praktisk hjælp, ledsagelse, nattevagt eller en samtale med kommunen om mulighederne.

Hvordan taler man om det i familien?

Samtaler om belastning kan være svære, fordi de let kommer til at handle om skyld. Derfor kan det hjælpe at tale om konkrete opgaver og behov fremfor at placere ansvar.

Man kan for eksempel sige: ‘Jeg kan ikke længere tage alle aftener alene’ eller ‘Vi er nødt til at finde en løsning på weekenderne’. Det er mere tydeligt end at sige, at man bare er træt.

Når familien taler åbent om grænser, bliver det lettere at finde en løsning, hvor både den ældre og de pårørende bliver passet på.

Hvorfor er det vigtigt at reagere i tide?

Når pårørendebelastning begynder at påvirke hverdagen, kan det være fristende at vente og se tiden an. Men små tegn kan udvikle sig, hvis der ikke bliver skabt støtte omkring dem.

Tidlig hjælp behøver ikke være omfattende. Ofte handler det om at sætte ind med den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt, så hverdagen ikke først skal bryde sammen, før der sker noget.

Det giver også mere ro for de pårørende. Når familien ved, hvem der gør hvad, og hvornår der skal følges op, bliver det lettere at være nærværende i stedet for hele tiden at være på forkant med næste problem.