Underernæring

Hvad er Underernæring?

Underernæring betyder, at kroppen får for lidt energi, protein eller næring i forhold til behovet. Hos ældre kan det udvikle sig gradvist og være svært at opdage i starten.

Det handler ikke kun om at være tynd. En ældre kan være i ernæringsrisiko, hvis appetitten falder, vægten går ned, eller kroppen mister kræfter.

Hvad betyder det i praksis?

I praksis kan underernæring vise sig ved træthed, vægttab, dårligere balance, langsommere sårheling og mindre overskud. Tøj kan begynde at sidde løsere, eller mad kan blive stående i køleskabet.

Årsagerne kan være sygdom, ensomhed, tyggeproblemer, medicin, kvalme, demens eller at madlavning er blevet for besværligt.

Det kan for eksempel handle om:

• uforklaret vægttab
• mindre appetit
• måltider der springes over
• svækkelse og mindre energi

Hvordan opleves underernæring?

For den ældre kan mad miste betydning, især hvis man spiser alene eller ikke længere har kræfter til at købe ind og lave mad.

For pårørende kan det være frustrerende at se, at maden ikke bliver spist. Det kan hurtigt blive en konflikt, hvis måltiderne forbindes med pres.

Hvad skal man være opmærksom på?

Det er vigtigt at reagere tidligt på vægttab og nedsat appetit. Ved bekymring bør man kontakte læge, hjemmesygepleje eller anden fagperson.

Små, næringsrige måltider, faste spisetider og hjælp til indkøb eller madlavning kan være mere realistisk end store ændringer på én gang.

Hvordan hænger underernæring sammen med hverdagen?

Underernæring opstår ofte ikke på grund af én enkelt ting. Det er som regel en kombination af lav appetit, mindre energi, sygdom og færre daglige rutiner.

Derfor kan praktisk hjælp og social støtte omkring måltider være en vigtig del af løsningen.

Hvordan finder man ud af behovet?

Når underernæring begynder at fylde, kan det være svært at vide, om der er tale om et midlertidigt problem eller et mere fast behov. Derfor er det en god idé at se på hverdagen over flere dage.

Hvad fungerer stadig? Hvad er blevet sværere? Og hvornår bliver den ældre utryg, træt eller afhængig af hjælp fra andre? Svarene kan gøre det lettere at vælge den rigtige støtte.

Det er ofte bedre at starte med konkrete observationer end med en stor diskussion om, hvorvidt der er brug for hjælp. Mange ældre har lettere ved at tage imod støtte, når den knytter sig til en bestemt opgave.

Man kan for eksempel lægge mærke til:

• om måltider, væske eller medicin bliver glemt
• om aftaler og ture ud af hjemmet bliver sværere
• om der er øget risiko for fald eller forvirring
• om pårørende begynder at blive for pressede

Hvordan kan hjælpen planlægges?

Hjælp behøver ikke starte stort. For nogle er det nok med en fast aftale en eller to gange om ugen. For andre er der behov for daglig støtte, nattevagt eller en mere tryg opstart efter sygdom eller indlæggelse.

Det vigtigste er, at hjælpen passer til rytmen i hjemmet. Hvis morgenen er svær, giver morgenhjælp ofte mest mening. Hvis ensomhed fylder, kan social støtte eller ledsagelse være mere relevant end praktisk hjælp alene.

Når hjælpen bliver planlagt ud fra hverdagen, føles den ofte mindre indgribende. Den bliver en støtte til det liv, der allerede leves, frem for en stor forandring på en gang.

Hvad er et godt første skridt?

Et godt første skridt er at vælge en konkret situation, hvor hjælp kan give mere ro. Det kan være indkøb, måltider, en tur til lægen, aftentoilette, struktur i dagen eller tryghed om natten.

Når den første hjælp fungerer, kan familien bedre vurdere, om behovet skal justeres. Det giver en mere nænsom opstart og mindsker risikoen for, at hjælpen først kommer, når alle er pressede.

Hvorfor er det vigtigt at reagere i tide?

Når underernæring begynder at påvirke hverdagen, kan det være fristende at vente og se tiden an. Men små tegn kan udvikle sig, hvis der ikke bliver skabt støtte omkring dem.

Tidlig hjælp behøver ikke være omfattende. Ofte handler det om at sætte ind med den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt, så hverdagen ikke først skal bryde sammen, før der sker noget.

Det giver også mere ro for de pårørende. Når familien ved, hvem der gør hvad, og hvornår der skal følges op, bliver det lettere at være nærværende i stedet for hele tiden at være på forkant med næste problem.