Hverdagsrehabilitering

Hvad er hverdagsrehabilitering?

Hverdagsrehabilitering er en indsats, hvor den ældre støttes i at klare mest muligt selv i hverdagen. Det handler om at træne daglige opgaver i stedet for automatisk at overtage dem.

Målet er at bevare eller genvinde funktionsevne, selvstændighed og tryghed.

Hvad betyder det i praksis?

I praksis kan hverdagsrehabilitering handle om at øve bad, påklædning, madlavning, gang, trapper eller andre hverdagsopgaver. Hjælperen støtter, guider og motiverer, så den ældre selv deltager mest muligt.

Indsatsen kan være tidsbegrænset og målrettet. Det kan for eksempel være efter sygdom, fald eller en periode med svækkelse.

Det kan for eksempel handle om:

• træning i daglige opgaver
• fokus på det personen selv kan
• målrettede rutiner
• mere selvstændighed i hjemmet

Hvordan opleves hverdagsrehabilitering?

For den ældre kan det føles godt at kunne mere selv igen. Men det kan også være frustrerende, hvis opgaver tager længere tid end før.

For pårørende kan det kræve tålmodighed at lade den ældre prøve selv, når man gerne vil hjælpe hurtigt.

Hvad skal man være opmærksom på?

Det er vigtigt, at hverdagsrehabilitering tilpasses personens kræfter og motivation. Målet skal være realistisk.

Hvis den ældre bliver utryg, meget træt eller får smerter, bør indsatsen justeres.

Hvad er forskellen på hjemmehjælp og hverdagsrehabilitering?

Hjemmehjælp kan være hjælp til opgaver, personen ikke selv kan klare. Hverdagsrehabilitering forsøger at støtte personen i igen at kunne klare hele eller dele af opgaven.

De to ting kan godt hænge sammen. Nogle har brug for hjælp samtidig med, at de træner det, de kan.

Hvordan finder man ud af behovet?

Når hverdagsrehabilitering begynder at fylde, kan det være svært at vide, om der er tale om et midlertidigt problem eller et mere fast behov. Derfor er det en god idé at se på hverdagen over flere dage.

Hvad fungerer stadig? Hvad er blevet sværere? Og hvornår bliver den ældre utryg, træt eller afhængig af hjælp fra andre? Svarene kan gøre det lettere at vælge den rigtige støtte.

Det er ofte bedre at starte med konkrete observationer end med en stor diskussion om, hvorvidt der er brug for hjælp. Mange ældre har lettere ved at tage imod støtte, når den knytter sig til en bestemt opgave.

Man kan for eksempel lægge mærke til:

• om måltider, væske eller medicin bliver glemt
• om aftaler og ture ud af hjemmet bliver sværere
• om der er øget risiko for fald eller forvirring
• om pårørende begynder at blive for pressede

Hvordan kan hjælpen planlægges?

Hjælp behøver ikke starte stort. For nogle er det nok med en fast aftale en eller to gange om ugen. For andre er der behov for daglig støtte, nattevagt eller en mere tryg opstart efter sygdom eller indlæggelse.

Det vigtigste er, at hjælpen passer til rytmen i hjemmet. Hvis morgenen er svær, giver morgenhjælp ofte mest mening. Hvis ensomhed fylder, kan social støtte eller ledsagelse være mere relevant end praktisk hjælp alene.

Når hjælpen bliver planlagt ud fra hverdagen, føles den ofte mindre indgribende. Den bliver en støtte til det liv, der allerede leves, frem for en stor forandring på en gang.

Hvad er et godt første skridt?

Et godt første skridt er at vælge en konkret situation, hvor hjælp kan give mere ro. Det kan være indkøb, måltider, en tur til lægen, aftentoilette, struktur i dagen eller tryghed om natten.

Når den første hjælp fungerer, kan familien bedre vurdere, om behovet skal justeres. Det giver en mere nænsom opstart og mindsker risikoen for, at hjælpen først kommer, når alle er pressede.

Hvorfor er det vigtigt at reagere i tide?

Når hverdagsrehabilitering begynder at påvirke hverdagen, kan det være fristende at vente og se tiden an. Men små tegn kan udvikle sig, hvis der ikke bliver skabt støtte omkring dem.

Tidlig hjælp behøver ikke være omfattende. Ofte handler det om at sætte ind med den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt, så hverdagen ikke først skal bryde sammen, før der sker noget.

Det giver også mere ro for de pårørende. Når familien ved, hvem der gør hvad, og hvornår der skal følges op, bliver det lettere at være nærværende i stedet for hele tiden at være på forkant med næste problem.