Skyldfølelse som pårørende

Hvad er skyldfølelse som pårørende?

Skyldfølelse som pårørende er følelsen af ikke at gøre nok, ikke være der nok eller ikke træffe de rigtige valg for en nærtstående, der har brug for hjælp.

Følelsen kan opstå, selv når man gør meget. Den hænger ofte sammen med kærlighed, ansvar og ønsket om at passe godt på den anden.

Hvad betyder det i praksis?

I praksis kan skyldfølelse betyde, at man siger ja til mere, end man kan holde til. Man kan få dårlig samvittighed over at tage på arbejde, holde fri, være sammen med egne børn eller bede om hjælp.

Skyldfølelse kan også opstå ved svære beslutninger, for eksempel om hjemmehjælp, plejehjem, aflastning eller økonomi.

Typiske tanker kan være:

• jeg burde besøge oftere
• jeg burde kunne klare det selv
• jeg svigter, hvis andre hjælper
• jeg ved ikke, om jeg gør det rigtige

Hvordan opleves skyldfølelse?

Skyldfølelse kan være stille og konstant. Den kan ligge i baggrunden, også når man gør alt, hvad man kan. For nogle fører den til uro, søvnproblemer eller irritation.

Det kan være svært at tale om, fordi mange føler, at de ikke har ret til at klage. Men skyldfølelse er en almindelig reaktion i pårørenderollen.

Hvornår bliver skyldfølelse belastende?

Skyldfølelse bliver belastende, når den styrer beslutningerne og gør det svært at sætte grænser. Hvis man aldrig får pauser, kan skyldfølelsen være med til at føre til stress og træthed.

Det kan også blive belastende, hvis man tager ansvar for ting, man reelt ikke kan kontrollere.

Hvad skal man være opmærksom på?

Det kan hjælpe at skelne mellem ansvar og omsorg. Man kan være en god pårørende uden at gøre alt selv.

Det er også vigtigt at tale med andre om situationen. Når opgaver og følelser bliver delt, bliver de ofte lettere at bære.

Hvordan kan hjælp mindske skyldfølelse?

Praktisk hjælp og aflastning kan gøre det muligt at være mere nærværende, når man er sammen. Det kan mindske følelsen af at være bagud hele tiden.

At få hjælp er ikke at trække sig. Det er en måde at sikre, at både den ældre og de pårørende kan holde til hverdagen.

Hvad kan man gøre som pårørende?

Når skyldfølelse som pårørende fylder, kan det være en hjælp at gøre situationen mere konkret. Mange pårørende mærker først belastningen som en følelse, men det bliver lettere at handle, når man får sat ord på opgaver, bekymringer og tidspunkter.

Et godt første skridt er at skrive ned, hvad der faktisk sker i løbet af en uge. Hvem ringer? Hvem koordinerer? Hvem handler ind, følger til aftaler, hjælper med økonomi eller holder øje med den ældre?

Når opgaverne bliver synlige, bliver det også tydeligere, hvor der er brug for hjælp udefra eller en anden fordeling i familien.

• tal med andre i familien om opgaverne
• sæt ord på egne grænser
• lav faste aftaler i stedet for akutte løsninger
• søg aflastning før belastningen bliver for stor

Hvordan kommer man videre?

Det næste skridt behøver ikke være stort. Nogle familier starter med få timers hjælp, en enkelt weekend eller en fast aftale, der skaber mere ro.

Det vigtigste er, at hjælpen passer til den aktuelle situation. Hvis den ældre er utryg, kan en nænsom opstart være bedre end en stor ændring. Hvis de pårørende er pressede, kan en fast aflastningsaftale være nødvendig.

Når hjælpen bliver planlagt i tide, bliver den ofte lettere at acceptere for alle parter.

Hvorfor er det vigtigt at reagere i tide?

Når situationen begynder at påvirke hverdagen, kan det være fristende at vente og se tiden an. Men små tegn kan udvikle sig, hvis der ikke bliver skabt støtte omkring dem.

Tidlig hjælp behøver ikke være omfattende. Ofte handler det om at sætte ind med den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt, så hverdagen ikke først skal bryde sammen, før der sker noget.