Omsorgstræthed

Hvad er Omsorgstræthed?

Omsorgstræthed er den træthed og følelsesmæssige udmattelse, der kan opstå, når man over længere tid tager sig af en nærtstående med sygdom, demens eller svækkelse.

Det betyder ikke, at man holder mindre af personen. Det betyder, at omsorgsopgaven er begyndt at slide på ens egne kræfter.

Hvad betyder det i praksis?

I praksis kan omsorgstræthed vise sig som kort lunte, dårlig søvn, mindre overskud, skyldfølelse eller følelsen af aldrig at have fri. Man kan også mærke, at man bliver mere praktisk end nærværende.

Mange pårørende opdager det sent, fordi opgaverne vokser gradvist. Det starter måske med indkøb og opkald, men ender med koordinering, bekymring, pleje og konstant ansvar.

Det kan for eksempel handle om:

• følelse af udmattelse
• irritation eller dårlig samvittighed
• manglende pauser
• svært ved at mærke egne behov

Hvordan opleves omsorgstræthed?

For pårørende kan omsorgstræthed være skamfuldt. Man kan tænke, at man burde kunne klare mere, fordi det handler om ens mor, far eller ægtefælle.

Men kroppen og psyken har grænser. Hvis man ikke får pauser, kan omsorgen blive svær at holde til.

Hvad skal man være opmærksom på?

Det er vigtigt at reagere, før trætheden bliver til stress. Pauser, støtte fra andre i familien og aflastning kan være nødvendigt.

At bede om hjælp er ikke et svigt. Det kan være det, der gør det muligt at blive ved med at være en god pårørende.

Hvordan adskiller omsorgstræthed sig fra almindelig træthed?

Almindelig træthed kan ofte lettes med hvile. Omsorgstræthed hænger sammen med langvarigt ansvar, bekymring og følelsesmæssig belastning.

Derfor kræver det ofte mere end en enkelt god nats søvn. Det kræver, at ansvaret bliver delt.

Hvordan passer man på sig selv som pårørende?

Når omsorgstræthed bliver en del af hverdagen, handler det ikke kun om den ældre. Det handler også om den pårørende, der måske har taget ansvar gennem lang tid og gradvist har fået mindre plads til sit eget liv.

Mange pårørende vænner sig til at være til rådighed hele tiden. De tager telefonen, ordner praktiske ting, følger med til aftaler og bekymrer sig også, når de ikke er fysisk til stede.

Det kan føles forkert at bede om hjælp, men det er ikke et tegn på svigt. Tværtimod kan aflastning være det, der gør det muligt at blive ved med at være en god datter, søn, ægtefælle eller ven.

Et godt sted at starte kan være at:

• skrive ned hvilke opgaver der fylder mest
• afklare hvad man realistisk kan holde til
• dele ansvar med andre i familien, hvis det er muligt
• få fast aflastning, før man er helt brugt op

Hvornår bør man bede om hjælp?

Man bør bede om hjælp, når omsorgen begynder at koste søvn, arbejde, helbred, relationer eller livsglæde. Mange venter for længe, fordi de tænker, at de lige skal klare lidt mere.

Et vigtigt tegn er, hvis man bliver irritabel, ked af det eller føler skyld, selv når man gør sit bedste. Et andet tegn er, hvis man ikke længere kan lade op, fordi bekymringerne hele tiden følger med.

Hjælp kan være alt fra en fast aflastningsaftale til praktisk hjælp, ledsagelse, nattevagt eller en samtale med kommunen om mulighederne.

Hvordan taler man om det i familien?

Samtaler om belastning kan være svære, fordi de let kommer til at handle om skyld. Derfor kan det hjælpe at tale om konkrete opgaver og behov fremfor at placere ansvar.

Man kan for eksempel sige: ‘Jeg kan ikke længere tage alle aftener alene’ eller ‘Vi er nødt til at finde en løsning på weekenderne’. Det er mere tydeligt end at sige, at man bare er træt.

Når familien taler åbent om grænser, bliver det lettere at finde en løsning, hvor både den ældre og de pårørende bliver passet på.

Hvorfor er det vigtigt at reagere i tide?

Når omsorgstræthed begynder at påvirke hverdagen, kan det være fristende at vente og se tiden an. Men små tegn kan udvikle sig, hvis der ikke bliver skabt støtte omkring dem.

Tidlig hjælp behøver ikke være omfattende. Ofte handler det om at sætte ind med den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt, så hverdagen ikke først skal bryde sammen, før der sker noget.

Det giver også mere ro for de pårørende. Når familien ved, hvem der gør hvad, og hvornår der skal følges op, bliver det lettere at være nærværende i stedet for hele tiden at være på forkant med næste problem.